Venstre passer på Bornholm

10. november 2017

Peter Juel Jensen

Venstre passer på Bornholm

Jeg har ikke kunnet undgå at bemærke, at Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, besøgte Bornholm i sidste uge. Frederiksen roste det bornholmske erhvervsliv. Den ros kan jeg nemt tilslutte mig, og derfor arbejder Venstre også hårdt for at sikre de bedste vilkår for erhvervslivet. Det har vi blandt andet vist ved at liberalisere planloven. Det giver mere frihed for virksomhederne og borgerne. Sommerhusejere kan leje sommerhuset mere ud, og pensionister kan bo hele året i deres sommerhus.

Mette Frederiksen sagde på sit besøg på Bornholm, at vi skal passe på ikke at glemme Bornholm. Det vil jeg også give hende ret i. Bornholm må ikke glemmes. Bornholm var ved at blive glemt, da Socialdemokratiet havde regeringsmagten i perioden 2011-2015. Socialdemokratiet talte om landdistrikterne, men de gjorde intet for dem. Faktisk flyttede Socialdemokratiet flere arbejdspladser til hovedstaden, end de flyttede ud i landet.

Det er ikke den vej, vi er gået i Venstre. Landdistrikterne står højt på vores prioriteringsliste. Vi har igangsat danmarkshistoriens største udflytning af 3.900 statslige arbejdspladser, hvor størstedelen vil være udflyttet inden årets udgang. For Bornholm har det konkret betydet, at Rådet for Socialt Udsatte er flyttet ind. Samtidig bliver der skabt 20 nye arbejdspladser i skattevæsenet på Bornholm som følge af regeringens nye plan for skattevæsenet. I Venstre glemmer vi ikke Bornholm. Vi passer på Bornholm.

Venstre har som regeringsparti vedtaget nedsættelse af færgetaksterne med 330 mio. kr. Det gør det lettere at komme til og fra vores øer. Det gavner Bornholm og bornholmerne. Venstre skaber et Danmark i bedre balance. Det talte Socialdemokratiet om at gøre. Det blev bare aldrig til noget. Nu taler Mette Frederiksen igen om det. Men mon ikke historien gentager sig? Jeg tror det.

 

Peter Juel Jensen

Ellebyvej 11,

3700 Rønne