Andreas Ipsen: Showroom i Center for Sundheds hjælpemiddelafdeling

18. januar 2017

Publiceret 9. november 2016 af Andreas Ipsen:

I oktober indviede jeg den velfærdsteknologiske udstilling, som vi har lavet på Center for Sundheds hjælpemiddelafdeling.

Jeg er meget glad for, at vi nu får en mulighed for at gøre bornholmerne bevidste om de mange velfærdsteknologiske hjælpemidler.  Det er hjælpemidler, som kan understøtte borgerne i deres dagligdag, og gøre dem mere selvhjulpne - men samtidig også mindre afhængige af hjælp i hjemmet. Det er et fokus, vi er nødt til at have på Bornholm ganske som på landsplan.

Udstillingen vil fremadrettet skulle bruges til at vise ældre og deres pårørende hvilke muligheder der er for at få nye tekniske hjælpemidler i hjemmet eller på plejecentre. Medarbejderne i BRK skal også bruge showrummet til at blive fortrolige med de tekniske hjælpemidler, som de skal arbejde med i fremtiden for at lette arbejdsgangen i deres dagligdag. Planerne er at vi henover de næste år vil lave forskellige temaer i udstillingen i et samarbejde med leverandører af hjælpemidler, så vi kan vise et bredt udsnit af hvad der findes på markedet, også her på Bornholm.

Udstillingen ligner et privat hjem.

Den velfærdsteknologiske udstilling er indrettet med et køkken-alrum, et soveværelse og et badeværelse, hvor de forskellige relevante hjælpemidler er udstillet.  Der er fx køkkenhjælpemidler i køkkenet, særlige stole og robotstøvsuger i alrummet, loftlift og elektrisk vendelagen i soveværelset, og skyl-tørre toilet i badeværelset.

 

Bornholms Regionskommune har helt bevidst valgt at indrette udstillingen med udgangspunkt i produkter, som man kan få stillet til rådighed, hvis man er berettiget til hjælp i hjemmet fra kommunen. Velfærdsteknologiske løsninger og muligheder, der ligger udover serviceniveauet, samt hjælpemidler som rent praktisk er vanskelige at udstille, bliver præsenteret på en tv-skærm.

Et år til valg.

Velfærdsteknologiske løsninger og den rehabiliterende organisation er noget af det jeg har arbejdet med de sidste 3 år sammen med Social- og Sundhedsudvalget, og det var noget af det Venstre havde med i sit handlingsprogram ved sidste valg. Det er det som gør det sjovt at være med i politik, når ens tanker bliver til noget og man kan se et resultat.

 

Med det vil jeg gerne sige, at det er vigtigt at man stiller op til kommunevalget 2017, og tager et ansvar i det samfund man lever i. Og med et år til næste valg, er det nu man skal melde sig på banen, så man kan være med til at give sit bud på Bornholms fremtid.

I Venstre skal vi nu i gang med at forberede, hvad vi skal have med i vores valgprogram til kommunevalget 2017. Derfor vil vi gerne have en masse gode input, og gerne høre fra nogen, der har lyst til at komme med på Venstres liste.