Bertel Haarder i Berlingske

1. august 2020

Artikel i Berlingske 30. juli 2020
Uddrag af artiklen:

I kære omsorgsfulde nationalkonservative, som tror, I har patent på det borgerlige Danmark: Slap dog af, og lad være at male Fanden på væggen og gøre holdningsforskelle i blå blok til et uoverstigeligt problem. Kan I huske, hvordan det var, da Anders Samuelsen var kamikaze-leder af Liberal Alliance og truede med at vælte sin egen regering? Eller da finansminister Bjarne Corydon (S) og Johanne Schmidt-Nielsen (EL) skændtes, så det føg? – »I pisser på os,« hvæsede hun. Uenigheder hører til i politik, også i blå blok. Det kræver politisk bredde at samle et flertal. Det lykkes ikke uden et stort parti, der appellerer til midten, som Schlüter gjorde i 80erne.

Selv er jeg kulturkonservativ og liberal, glødende tilhænger af internationale aftaler, EU, nordisk samarbejde, frihandel, markedsøkonomi, klimaindsatser, kultur, dannelse, værdikrav til udlændinge og frit valg i den offentlige sektor.

Jakob Ellemanns tilsvarende holdninger passer perfekt til den borgerligt-liberale midte, hvor der er blevet rigtig god plads. Han er fulgt i Løkkes politiske fodspor, har ikke noget imod topskattelettelser, men det vigtigste er et skatte- og udgiftsstop, samtidig med at der tages højde for det stigende antal omsorgskrævende ældre. Det bliver svært nok på grund af visse pensionsløfter og coronatidens svimlende kostbare dans om guldkalven.