Bornholm på ret kurs

16. februar 2017


Af Andreas Ipsen

En af de opgaver, som vi lokalpolitikere er valgt til, er at lægge planer som rækker langt ud i fremtiden. Det er ofte noget som skaber en del debat i samfundet, og det vil man jo gerne have som politiker, så vi kan fornemme, om det vi er ved at planlægge er noget, som vil være godt for Bornholm.

Vi ved jo godt, at alle ikke kan blive enige om alle ting, så derfor har man i vores land det, der hedder demokrati, som efter min mening er den bedste måde at få et land til at fungere på.

På Bornholm er man altid i gang med store og små planer for vores ø. Det er det, som gør det sjovt at være med i kommunalbestyrelsen. Jeg har som udpeget fra kommunalbestyrelsen i 3 år arbejdet med planerne om det ny museum, som alle bornholmere nu har kunnet komme med idéer til. Det skal man nu til at se på for os, der bor på Bornholm. og alle dem, der kommer på besøg som turister, vil et nyt museum have en meget stor betydning, og jeg ser frem til resultatet, når det står færdigt.   

Med den udvikling, som der sker, er vi også ved at se på Rønne havn. En stor omlægning og tilbygning, som vil komme til at have en stor betydning for alle bornholmere, erhvervslivet og alle andre, som bruger havnen, er jo meget afhængige af, at Bornholm har en moderne og fremtidssikker hoveddør til verden. Et arbejde, der lige er begyndt og vil tage de næste mange år.

Noget jeg gerne vil arbejde med i fremtiden er velfærdssamfundet i teknologisk forandring, samspillet med borgerne om nye løsninger i hverdagen. Det kan være velfærdsteknologi eller måske en app til mobilen, som kunne hedde en tilflytterapp. Den kunne Rune Holm installere på alle tilflytteres mobiltelefoner, så de hurtigt kunne finde lige det, de står og mangler en søndag, når det er koldt. Hvem skal man lige ringe til, nej tryk på appen og så komme alle, der yder en form for service på Bornholm frem. Det vil give en tryghed til vores nye bornholmere.  

Som folkevalgt i en kommune skal man lytte til dem, som vælger en kommunalbestyrelse, og det har vi i Danmark heldigvis en lov, som der sørger for, at det sker, men vi må som folkevalgte aldrig blive bange for at have visioner og tænke store tanker om det samfund, som vi er en del af.