'Chefen' er gået

1. september 2019

Af Søs Marie Serup, BT 31. august 2019

Venstres medarbejdere har i mange år kærligt omtalt Lars Løkke Rasmussen som 'chefen'.

For snart 10 år siden var han også min chef, og jeg har mange gange siden måttet minde mig selv om, at han ikke var det længere.

Nu er 'chefen' gået – og det var bestemt ikke sådan, hverken han eller Venstres ønskede, at det skulle slutte, men måske kunne det ikke være anderledes. Uanset hvad vil han gå over i historien som en af giganterne i Venstre.

Lars Løkke Rasmussens resultater kommer på øverste hylde i Venstres trofæskab. Han har stået bag den største skattelettelse, en V-ledet regering har gennemført. Han afskaffede efterlønnen. Han skabte og gennemførte det udvidede frie sygehusvalg, og med en forbilledlig inddragelse af bredden i det danske demokrati gennemførte han kommunalreformen – en af den type reformer, der for altid ændrede Danmark.

Selv vil han utvivlsomt helst fremhæve det markante løft af kræftbehandlingen, han i tæt samarbejde med socialdemokraten Bent Hansen fik trumfet igennem.

Listen over politiske resultater er lang og meget længere end de ovennævnte.

Fælles for mange af Løkkes resultater er, at de på forhånd lignede luftballoner. Det var politiske projekter, som al gængs logik tilsagde, at man skulle gå i en stor bue udenom, for de kunne ikke flyve – og selv, hvis de kunne, så ville de lande knogleknasende tungt på egen fod. Men sådan gik det ikke.

Løkke kunne se en vej gennem vildnisset og med råstyrke - som den politiske slagterhund, han er - nåede han i mål.

Jeg tror, at både han og jeg husker Klimatopmødet i København i 2009 med et lille stik i hjertet. Det er, i hvert fald efter min opfattelse, et fuldkomment forkert billede der står i offentligheden af hans indsats i den sammenhæng.

Folk griner over 'banging the hammer', men overser, at han fik 140 stats- og regeringschefer til København på den grønne dagsorden. Det var aldrig sket før. Da den umulige aftale skulle igennem plenarsalen, sagde en af præsident Obamas toprådgivere til ham: ”Mr. President (for COP’en, red.), You’re gonna have to hammer this one home'. Altså – DU skal hamre den hjem i salen, for det kommer ikke til at gå af sig selv.

Det gjorde han så.

Han var ikke bange for at ligne en klovn, der ikke havde styr på forretningsordenen, for i virkeligheden fiflede han med talerrækken, så kritikerne blev overdøvet og aftalen landede. Det var i den anledning, jeg fik skrevet på Facebook, at han var i gang med en genistreg, som de sølle danske journalister ikke kunne se.

Det fik jeg selvsagt kraftig kritik for. Men det var rigtigt.

Lars Løkke Rasmussen var en populær næstformand i Venstre. Hvor ”far” Anders Fogh Rasmussen var afmålt, var det Løkke, der kunne holde en fest, lægge en arm om folk og få øje på talenter hos dem, der ikke lige var Foghs favoritter. Han favnede folk, og han opfattede sig selv som en slags trykluftventil. Når trykket blev for stort i baglandet eller andre steder, så kunne han få trykket ned igen.

Vælgerne var også vilde med ham som sundheds- og indenrigsminister. De kunne lide, at han indførte rygeloven, men samtidig ikke selv holdt med med at ryge, fordi – som han sagde: 'Det vigtigste er, at man ikke holder op med at prøve at holde op'.

Han var folkelig i ordets bedste forstand.

Jeg har ofte været på landevejen med Løkke, hvor vi i bilen grinede af de ubehjælpelige og ubegribeligt kedelige taler, han havde fået med i ministermappen. Fem minutter før ankomst sad vi så og talte om, hvad han kunne sige i stedet. Kort efter gik han op og holdt en tale, der blæste folk bagover. Gang på gang.

Jeg har også været på landevejen med Fogh.

Hvor folk kun forsigtigt og med ærefrygt nærmede sig ham, kastede folk sig om halsen på Løkke for at fortælle deres livshistorier. Han huskede de historier i årevis bagefter.

Op til valget i 2007 spurgte Løkke, om jeg ville med ham som særlig rådgiver efter valget. Jeg sagde ja, bare det ikke blev Finansministeriet. Det blev det så alligevel, men jeg tror ærligt talt, at det både for Løkke og mig blev et af de bedste steder, vi har arbejdet, selvom vi hurtigt blev ramt af den første bilagskrise.

Finansministeriet er et ministerium med virkelig stor magt, hvor man samtidig sidder med hele værktøjskassen til at kunne løse selv de mest komplicerede problemer. Det er altså – for en politisk håndværker som Løkke – slaraffenland.

Løkke knoklede som finansminister under meget svære vilkår. Anders Fogh var på vej væk, og både oppositionen og modstandere i eget parti, herunder Kristian Jensen, vejrede morgenluft, da første bilagssag ramte.

Jeg husker ikke meget fra de måneder, for de var på alle måder brutale, men jeg husker en fighter. Jeg husker alle 'luskebuksene', der bakkede ham op, når kameraerne var slukkede, men aldrig løftede en finger for at hjælpe ham foran kameraet. Jeg husker mange cigaretter, tårer og små øjeblikke, hvor han var lige ved at give op, men alligevel igen og igen og igen fandt styrken til at kæmpe videre.

Det gik op for os begge dengang, at vejen derfra ville være ensom.

Lars Løkke har altid haft sin familie, og de holder TÆT sammen, når det gælder.

Jeg husker tydeligt, hvordan hans datter, Lisa, kørte med ham til grundlovsmøder det år, hvor hele hans politiske livsværk så ud til at smuldre. Jeg husker den tale, han skrev til landsmødet det år, hvor han simpelthen ikke kunne læse hen over det stykke, hvor han beskrev opbakningen fra Solrun, uden at græde, lige meget hvor mange gange, vi øvede det.

Det var ikke bare en smart one-liner, da Løkke sagde: 'Statsminister skal jeg være for en tid, men jeg skal være far hele mit liv.'

I det hele taget er det nok de ting, jeg husker bedst fra årene med Løkke. Følelser. Han er ualmindelig dygtig til at styre folk med følelser, men han er også meget gavmild med sine egne. Derfor kunne han heller ikke gå som formand uden at vise sine følelser. Det er dem, der har gjort ham til en af giganterne i den politiske danmarkshistorie.

Han er først og fremmest et menneske.

Gennem de år, der er gået siden Løkkes og mine veje skiltes, har jeg ofte tænkt på ham i mærkværdige situationer, for eksempel hver gang jeg samler en malerpensel op.

Den sommer for ti år siden, hvor jeg var blevet husejer, proklamerede jeg, at når jeg kom tilbage efter sommerferien, ville alt træværket været malet. Han svarede med et smørret grin: 'Søs, man bliver aldrig færdig med at male'. I det, som i så irriterende meget andet, fik han ret.

Lars Løkke Rasmussen er ubetinget det største politiske talent, jeg nogensinde har oplevet i noget parti.

Jeg tror ærligt talt ikke, at han fik udfoldet talentets fulde potentiale, selvom det var det, han ønskede for alle sine drenge på Drenge Akademiet og for alle danske børn: At man, hvis man stod på tæer, kunne nå ligeså langt som potentialet rakte til.