Jakob Ellemann, Inger Støjberg og Ellen Trane Nørby til Bornholm

10. september 2019

16. september kommer kandidaterne til formands- og næstformandsposten i Venstre, Jakob Ellemann-Jensen, Inger Støjberg og Ellen Trane Nørby til Bornholm.

21. september holder Venstre ekstraordinært landmøde i Herning. Her skal partiet vælge ny formand og næstformand.

Tre kandidater har meldt sig. Jakob Ellemann-Jensen til formandsposten, og altså en mulig fremtidig statsministerkandidat, samt Inger Støjberg og Ellen Trane Nørby til næstformandsposten.

Inden afstemningen den 21. september rejser kandidaterne rundt til vælgerforeningerne i landet. Og 16. september besøger de Bornholm.
Det skriver partisekretær Claus Richter på Twitter.

Til TV 2/Bornholm fortæller det lokale medlem af Folketinget, Peter Juel-Jensen, at de to kandidater - og måske flere, hvis andre når at melde sig - vil stille sig til rådighed for spørgsmål fra medlemmerne mandag den 16. september fra klokken 19 til 21.30.

- Man kan møde op og stille de spørgsmål, man vil, siger Peter Juel-Jensen. Mødet finder sted på Møbelfabrikken på Gl. Rønnevej i Nexø.
Kandidaterne besøger alle regionerne i landet. Men da det blev vurderet, at de bornholmske venstremedlemmer skulle rejse langt for at deltage i hovedstadens møde, så fik Bornholm et særskilt møde:

- Og det glæder jeg mig da over, siger Peter Juel-Jensen.