Jakob Ellemann-Jensen på nytårsmødet

8. januar 2019

Det var en veloplagt miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen, der mødte op ved Venstre Bornholms nytårsmøde i Aakirkeby-Hallerne for at holde hovedtalen. Han kom lige fra en tur sammen med Naturstyrelsens folk til Hammershus, Ekkodalen og bisonskoven i Almindingen, og derfor var han i "feltuniform", og det kommenterede han da også straks.

- Som det fremgår af mit tøj, har jeg været ude at kigge på bisoner. Måske er der nogen, der ikke kan genkende mig uden slips, sagde han smilende, inden han tog fat på at tale om det nye spændende år, som indeholder både EU-parlamentsvalg og folketingsvalg.

- Jeg glæder mig til valgkampen. Jeg glæder mig til at konfrontere alle dem, der tilbyder nemme men urealistiske løsninger på svære problemer inden for store emner som økonomi, sundhed, udlændinge og klima. 

- I Venstre har vi vist, at vi kan finde den fornuftige balance på de her områder, sagde han.

Peter Juel Jensen fik ros for sit arbejde i Folketinget, men også en lille stikpille:

- Da jeg var politisk ordfører, syntes jeg, at det var pisseirriterende – for at sige det ligeud – hver gang Peter tog ordet. Jeg vidste, at han altid ville begynde at tale om Bornholm. Men det er en ros, Peter, for du kæmper altid for Bornholms sag, sagde Jakob Ellemann-Jensen fra talerstolen.

Efter indlæg fra de to folketingskandidater Peter Juel Jensen og Jens Rathmann Hansen var det tid til spørgsmål fra salen, og emnerne var mange, så det vil føre for vidt at give et referat her. Men der var stor tilfredshed blandt de ca. 80 fremmødte med nytårsmødet , som flere betegnede som det bedste i mange år.

Som afslutning på nytårsmødet sang vi Bertel Haarders julesang. 

Mel.: ”Nu har vi altså jul igen” (Elbirk/Buchhave)

1 - Nu skal der være valg igen, når Løkke trækker stikket,
så gælder det, at hver og én bevarer overblikket,
og derfor skal vi hænges op i landets lygtepæle,
så vælgerne kan både se de gode og de fæle!
-JA, kloge, dumme, tynde, fede,
vælgerflæsk og vælgerlede,
skænderi i kampens hede, godt nytår!

2 - Der er så mange hertillands, der lede landet ville,
fru Støjberg er den skrappe, mens hr. Jensen er den milde.
En rigdom med så mange statsministerkandidater:
Hr. Elbæk og Pernille´rne og tingelingelater!
-OG hvorfor ikke Thullemanden, 
Pind og Sass og haltefanden,
stemmeboksen fyldt til randen, godt nytår!

3 - En tredje, ny, Pernille har nu meldt sig klar på banen:
Et snavekys med Jonathan, som var de klar til kanen!
En meningsmåling viste, at det scored´ godt hos mænd´ne,
men kvinderne var knibske, de syn´s ikke, det var spænd´ne! 
-MOralen er, at vil du pille,
kysse med en blond Pernille,
Gør det stille, kys den lille bly (Ver)mund!

4 - De kvinder siger "meToo" (og vor dronning siger "weToo"),
så mænd må bøje nakken og må styre der´s lebido.
De lumre karlekammervitser må de holde nede,
de jagtes hele året - sku´ man ikke la´ dem frede?
-OG dem, som det er sværest for,
er mænd´ne uden kærester,
i Thailand kan de få et mindre sart nyt skår!

5 - Vi mennesker har rettigheder, ja, men ej i Kina!
Der hersker Xi Jinping, og det er ikke no’t at grin’ a’.
Hvis Danmark kritiserer, bli’r vi knaldet på eksporten,
det ville være godt, hvis vi ku´ sætte hårdt mod hårdt, men
-SÅ tænk på skæbnen i Beijing,
som ramte smukke Fan Bingbing
og næste gang måske Lang Fing og Yang og Yin.

6 - Sit nye våben prøved´ Kim Jong-un her sidst på året,
han er aldeles frygtesløs, det kan man se på håret!
Men T(r)ump’en truer “Little Rocket Man is dumb and mean,
I’ll, give him fire´n fury like the World has never seen!"
-YEAH, bashing "Little Rocket Man"
og Hillary, the "crooked", kan
gi´ T(r)ump´ens trup af trætte fans et godt nytår.

7 - I måneder har Sverrig haft en lang regeringskrise, 
partierne er rene, deres godhed vil vi prise,
for tænk, hvis en SD’er gav sin støtte, det blev smudsigt!
Den svenske kok i Muppet Show syn´s dog, at det er pudsigt,
-AT vælgere må ikke vandre,
de, der gør det, må vi klandre,
nogen tæller mer´ end andre – fa´n till folk!

8 - I Danmark er der anderledes styr på mænd og koner,
som Britta, da hun stjal et hundred ell´ve millioner!
I Danske Bank har gode venner trøstet Thomas Borgen
med tyve millioner, så han drukner julesorgen! 
-S K A T refunderer milliarder,
skønt udgiften aldrig var der,
svindlerne går under radar´en! God jul!

Jakob Ellemann-Jensen har i år sammen med Henrik Dahl og Nick Hækkerup skrevet bogen "Sandheden kort". Han nævnte ikke selv noget om bogen på mødet, men den kan anbefales til alle politisk interesserede. Den er årets bedste og sjoveste bog om politik - med saglig information og underfundig humor på samme tid.  
SAXO-pris 149.95, SAXO-medlemspris 129,95