Mindeord om Harald Kjøller

7. juni 2018

Af Søren Schow

Harald Kjøller var en af de personer, der tegnede Venstres politik i mange år.

Da jeg kom ind i partiet første gang, kunne Harald fylde lokalerne. Han havde en stærk bastion på nordlandet, men havde også stor opbakning i resten af partiet – en opbakning der førte ham bl.a. til Folketinget i en periode.

Harald vandt på sit hæderlige væsen og som ny i partiet kunne man altid stole på en ligeværdig behandling, man blev mødt i øjenhøjde, og det er også mit indtryk, at det var sådan Harald mødte sine vælgere, da han var aktiv i politik.

Ud over de fulde huse til opstillingsmøderne huske jeg særligt et arrangement, hvor en udenøs sangerinde stod for underholdningen. På et tidspunkt står hun og småsludrer lidt med sig selv og fremfører, at der efter sigende skulle være en borgmester fra Allinge til stede. Harald gjorde stille opmærksomhed på sin tilstedeværelse, og overrasket udbrød sangerinden, at ”det var jo ikke til at se, da borgmestre jo plejede at være sådan nogle gamle tykke gråhårede mænd.”

For et par år siden stødte jeg på Harald med frue på Christiansø, de var på øen for at deltage i gudstjenesten. Samtalen fik hurtigt en politisk drejning, og sådan er det jo: Lysten til en politisk snak var stadig intakt.

Sidst gang jeg så Venstres Æresmedlem Harald Kjøller var til et større partipolitisk arrangement sidste år. Lysten til at deltage var kommet over ham igen, som han sagde. Jo, partiet har mistet en af sine store.

Æret være Harald Kjøllers minde.