Naturen med i budget 2018
6. september 2017
For alle os, der arbejder med naturen som vores erhverv og som elsker at færdes i det bornholmske landskab enten som bornholmer eller som turist, er det meget vigtigt, at man har en god biodiversitet, hvis der skal være blomster i vejsiden og gule rapsmarker til olie, som vi sælger med stor succes.
Når man som kommune skal til at lave planer for biodiversitet, er det vigtigt, at man inddrager alle, der har interesse for natur, og derfor vil et samarbejde med landbruget på Bornholm være en god ide.
Man har på Bornholms Landbrug i Aakirkeby gode erfaringer med mange projekter, som har med natur at gøre, så det vil være en god ide at lave et samarbejde, nu når alle partier er enige om at etablere en miljøpulje på 600.000 kr. årligt med henblik på at sikre biodiversitet.
Så hvis vi alle skal have mest ud af de penge, der er afsat, vil jeg arbejde for, at der laves et samarbejde mellem BRK og Bornholms Landbrug, så man i de næste år kan se en mangfoldig biodiversitet på vores dejlige ø.