Peter Juel-Jensen

9. februar 2023

”Vi skal se mulighederne og ikke begrænsningerne ved Bornholms energi-eventyr.

Bornholm skal være verdens første energi-ø og enorme mængder elektricitet fra vindmøller placeret syd for øen vil i 2030 producere så meget strøm, at det vil kunne dække energiforbruget hos over tre millioner danske husstande. Men ikke nok med det. De to danske selskaber Ørsted og Copenhagen Infrastructure Partners har også fået øje på Bornholm, og sammen har de ambitiøse planer om etableringen af to store vindmølleparker øst for Bornholm, som skal stå klar før energi-øen. 

De mange planer om danske vindmølleparker følger den stolte tradition, vi har i Danmark for at satse på vindkraft og vedvarende energi. I årtier har vi i Danmark været foregangsland i arbejdet med at udbytte vindkraften.

Og på Bornholm er vi allerede godt i gang med at blive en del af vindeventyret. Havnen i Rønne har i de seneste par år placeret sig som den mest attraktive udskibningshavn for havvind i Østersøen. Og flere bornholmske virksomheder får igennem netværkssamarbejdet, Offshore Center Bornholm, også del i opgaver om underleverancer.

Vestas, som er en verdens største producenter af vindmøller, meddelte fornyelig at i hele Østersøregionen er der kun én havn, der lige nu kan håndtere Vestas nye møller – nemlig Rønne Havn. Så havnen i Rønne viser vejen for hvad der venter forude. Bornholm kan nemlig blive et grønt energicentrum i Østersøen. Udfordringen er at få hele øen med.

Planerne om den grønne udvikling er nemlig store, og der er i den grad brug for, at vi spiller med som ø og samfund. Vi har allerede brugt al for lang tid på at afvente og være uenige lokalt. Det er på høje tid, de lokale politikere og det lokale erhvervsliv arbejder sammen om at sikre, at vi også står sammen i arbejdet med at sikre lokal udvikling og vækst. En række erhvervsorganisationer på Bornholm kom forleden med en opsang i Bornholms Tidende om, at vi kan være med helt fremme, hvis vi tør formulere en stærk, fælles vision og er tydelige med, hvad vi vil opnå med Energiø Bornholm.

Jeg kan ikke være mere enig. Med de ambitiøse energiplaner står Bornholm også med store muligheder for at skabe vækst og udvikling ikke kun for bornholmere, men for alle danskere.

Men der er lige nu en stor risiko at mulighederne bliver tabt på gulvet, hvis vi ikke tager os sammen som bornholmere og begynder at fokusere på mulighederne, vi kan være med til at skabe og ikke mindst, hvad vi som ø kan få ud af at være med.

På Bornholm har vi en tradition for at leve af penge der kommer ovre. Vi er danmarksmester i tilskud og eminente til at få støtte til lokale projekter. Energiplanerne giver derimod os bornholmere en mulighed for, at vi leve af vores egne penge og udvikle projekter som skaber vækst på Bornholm.

Energiøen er meget mere end vindmøllerne til havs, lige nu, kappes USA, Kina og Europa, om at blive hjemsted for den grønne omstilling – amerikanerne er ved at søsætte en gigantiske hjælpepakke på 2.500 milliarder kroner, og inviterer også europæiske virksomheder til at være med – Kina har deres helt egen måde at skaffe teknologi på, men har også stærke økonomiske muskler. Energiøen giver muligheder for at udvikle morgens dagens teknologiske løsninger, men det kræver mod til at forpligte sig på fremtiden, og se mulighederne, og stille krav, således at vi på Bornholm, også får andet end kabler og møller. Havnen og en række virksomheder har satset, og det har båret frugt – det ville være en fejl, at løbe den anden vej, da Energiøen gerne skulle være noget af det, vi skal leve af i fremtiden.

Men skal det lykkedes, kræver det, at vi lykkedes med at se mulighederne og ikke begrænsningerne ved Bornholms energi-eventyr. Som politikere bør vi arbejde sammen og vi bør lytte til det lokale erhvervsliv, når de gør os opmærksom på, at der er brug for at stå sammen.

Som ø skal vi stille krav til, at vi får Bornholm til at blive en del af de muligheder som der bliver skabt. Der ligger en række oplagte muligheder i, at vi får så meget vedvarende energi lige udenfor vores vindue.

Hvorfor stiller vi ikke krav til, at vi fx skal have den overskudsenergi som kommer ud af projekterne. Og hvorfor begynder vi ikke at arbejde på at skabe projekter, der kan sikre, at vi som samfund på Bornholm bliver en del af eventyret.

Jeg frygter alvorligt, at vi ikke lykkedes med at se mulighederne, men kun begrænsningerne ved Bornholms energi-eventyr.

Det vil være en skam for både Bornholm og Danmark.”

Med venlig hilsen

Peter Juel-Jensen

MF