Playing hardball

7. juni 2018

Af Jens Møller Jensen

Skal man tro på Epinions seneste vælgerundersøgelse fra 15. maj, så er der i dag blandt vælgerne et flertal på 51,8 pct. som vil stemme på partier, som i den politiske jargon betegnes som rød blok. Præcis halvdelen af dette flertal peger på Socialdemokratiet som deres foretrukne parti. Resten i alt knap 26 pct. af vælgerne vil foretrække at stemme på Enhedslisten, Socialistisk Folkeparti, Alternativet eller Det radikale Venstre.

Et sådant kludetæppe skaber tvivl om Socialdemokraterne efter en eventuel valgsejr ved næste folketingsvalg kan fastholde partiets nuværende hårde udlændingepolitik. Halvdelen af det parlamentariske grundlag i rød blok er således lodret imod socialdemokraternes hårdhed i udlændingepolitikken.

Det er på den baggrund, at Mette Frederiksen dagen før grundlovsdag meldte ud, at et rødt flertal efter næste folketingsvalg ville resultere i en mindretalsregering bestående af socialdemokratiet. Øvrige partier i rød blok ville være udelukket.  Begrundelsen var åbenlys. Socialdemokratiet vil føre udlændingepolitik med Dansk Folkeparti og Venstre. Og så kunne øvrige partier i rød blok stå måbende og kigge med fra tilhørerpladserne indtil de kom på bedre tanker og forstod, at indordne sig de store drenges spilleregler i skolegården.

Det tog et døgn før Morten Østergaard kom sig over befippelsen. Men i grundlovstalen blev stemmeføringen mere klar: Nu var banen kridtet op, og de radikale ville naturligvis rette ind. Måske ikke helt som Socialdemokraterne havde håbet, idet Morten Østergaard fremdrog det helt åbenlyse, at partiet ikke ville stemme for noget, hvor de stod uden indflydelse. Budskabet var klart: De radikale vil ikke pege på Mette Frederiksen som ny statsminister, hvis de ikke får indflydelse på udlændingepolitikken i en eventuelt kommende rød regering.     

Klar tale fra to partier i rød blok.

Alt tyder derfor på, at der bliver spillet ”hardball” i rød blok i den kommende valgkamp. Hvem blinker først? Socialdemokraterne eller de radikale? Man fristes til at drage sammenligning med intermezzoet, som finder sted mellem Dansk Folkeparti og Liberal Alliance, hvor sidstnævnte blinker, når det gælder, og må acceptere gentagne ydmygelser fra Dansk Folkeparti.

Den simple lære af denne holmgang i borgerlig lejr er: vil man spille ”hardball”, skal man ikke blinke. Det er i øvrigt en kampform de radikale er fortrolige med. Er man i tvivl, skal man blot spørge Helle Thorning og Villy Søvndal om regeringsdannelsen i 2011. SF blev smadret og Socialdemokraterne måtte uforholdsmæssigt rette ind efter Margrethe Vestagers krav.

Det er derfor naivt at tro, at Socialdemokratiet ikke har taget højde for de radikales evne til at spille ”hardball”. Politisk selvmord kunne blive en realitet, hvis ikke Mette Frederiksen forinden havde regnet med eventuelle trakasserier med de radikale.  Derfor er det nærliggende at skæve til det tætte parløb, vi har været vidne til mellem Mette Frederiksen og Thulesen Dahl på det seneste.

I Thulesen Dahls grundlovstale blev emnet berørt – indirekte. Man måtte forstå, at såfremt der var flertal i den borgerlige lejr efter et folketingsvalg, ville Dansk Folkeparti pege på Løkke Rasmussen som statsminister.

Det Thulesen Dahl ikke fortalte, var, hvilken statsminister Dansk Folkeparti ville pege på, hvis det nuværende borgerlige flertal taber valget. Det er det spørgsmål, som er interessant. Vil Dansk Folkeparti i denne situation pege på Mette Frederiksen. Inden Thulesen Dahl giver et klart svar på det spørgsmål, vil han formentlig overveje, at halvdelen – måske flere - af partiets vælgere er af klar borgerlig observans, som ikke ønsker en Socialdemokratisk regering. Uanset om den må hente støtte fra Dansk Folkeparti i udlændingepolitikken. Hertil kommer, at Nye Borgerlige ikke vil sidde stiltiende og iagttage kissemisseriet mellem Thulesen Dahl og Mette Frederiksen.  

De øvrige partier i rød blok har været bemærkelsesværdigt spagfærdige oven på Mette Frederiksen nye udmelding. Formentlig fordi man er indstillet på fravær af indflydelse i udlændingepolitikken. Derfor vil Morten Østergaards klare melding i grundlovstalen give partiet en taktisk fordel. De øvrige små partier bliver tvunget til at oplyse om deres standpunkt i denne sag. Er svaret nølende eller det der er værre, vil disse partier miste tilslutning til fordel for de radikale, fordi det, som forener disse små partiers vælgere, er deres kontante afvisning af socialdemokratiets nuværende udlændingepolitik.

Med talerne grundlovsdag fra Mette Frederiksen og Morten Østergaard er bolden givet op til en spændende valgkamp. Hvem mestrer at spille ”hardball”, og hvem blinker, når kampen bliver hed?