Søren Schow: Tåbeligt forbud mod alkohol i selvejende idrætshaller
17. januar 2017

– Det er fuldkommen tåbeligt at indføre forbud mod salg af alkohol i vores idrætshaller. I Venstre kan vi kun være enige med Carsten Hæstrup, formand for Idrættens Videns- og Kompetenceråd, om hans bekymringer efter kommunalbestyrelsen i december 2016 besluttede at indføre kommunens sundhedsmålsætninger i de selvejende idrætshaller.
Sådan skriver Søren Schow, viceborgmester og gruppeformand for Venstre, i en pressemeddelelse.
– I Venstre stemte vi nej til forslaget om at lægge begrænsninger på salget af alkohol i de selvejende idrætshaller. Det gjorde vi, fordi vi har tillid til, at der sælges med omtanke, og at der ikke finder et misbrug sted. Omvendt kan den del af omsætningen være med til at holde cafeteriedriften i gang til alles fornøjelse.
– Vi kan også være bekymrede for, at denne trend vil brede sig til andre områder. Det kunne være kunstmuseet, Folkemødet eller til fodboldkampen til sommer. Vi ser desværre et flertal i kommunalbestyrelsen der hellere vil kontrol end tillid. Det er ikke lige vores kop te, slutter Søren Schow.