Kære Danmarksdemokraterne. Hop ned af rodeotyren og tag lidt ansvar.
I tidende forleden kunne man læse Michael Hendriksen, formand for Danmarksdemokraterne på Bornholm, tordne imod en CO2 afgift. Jeg har meget svært ved at tage Danmarksdemokraternes tilgang seriøst. Man må forstå, at det ikke kun er storbyens stemmer, som bør lyttes på. Men kære venner. I kalder jer selv for partiet, som repræsenterer landdistrikterne. Hvorfor i al verden bruger I så tid på at ride på rodeotyr, spise pølser og danse til rockmusik i Svinninge i stedet for faktisk at gå konstruktivt ind til forhandlingerne, og rent faktisk leve op til jeres egen selvfortælling?
Det er langt fra en hemmelighed, at en CO2 afgift ikke er noget, som er groet i Venstres baghave. Men jeg synes helt ærligt, at det er naivt at tro, at den blotte udeblivelse og stædige ukonstruktive tilgang til de her forhandlinger gavner landbruget bare det mindste. Landbruget største interesseorganisation, Landbrug & Fødevarer, har helt eksplicit sagt, at man vil være skuffede hvis ikke Danmarksdemokraterne gik ind i forhandlingerne. I stedet har Danmarksdemokraterne valgt at vende Søren Søndergaard (Formand for L&F) ryggen, og fokuseret på, at køre hardcore valgkamp for at stemmemaksimere. Jeg synes helt ærligt, at det er ærgerligt.
Imens har Venstre valgt at sætte sig ved forhandlingsbordet for at prøve, at sikre landbruget den bedst mulige aftale efter omstændighederne. Og jeg synes, at det er vigtigt at huske på hvilket udgangspunkt vi har. Der var et rødt flertal efter valget. Flertallet af danskerne stemte på et rødt parti, som oftest bruger afgiften som værktøj. Det betyder, at den her afgift ville blive en realitet uanset hvor lang tid man bliver siddende på rodeotyren. Hvis ikke Venstre havde valgt at sætte sig ved forhandlingsbordet, så havde afgiften højst sandsynligt endt med at være baseret på Alternativets mandater. Det ville ikke være godt for nogen og især ikke vores dygtige landmænd.
Men det kommer ikke til at ske. Men ikke pga. Danmarksdemokraternes gratis pølser i Svinninge, men fordi Venstre sætter sig ved bordet sammen med Landbrug og Fødevarer og de andre i den grønne trepart. Det var også Venstre, der for nyligt sikrede, at der bliver prioriteret midler til de i forvejen dyre fodertilsætningsstoffer, som kan reducere metan udslippet. Imens vi forhandlede det i mål, poppede Inger en Cola Zero et andet sted. Helt ærligt, så tror jeg godt alle ved, at det ikke nytter noget at stille sig over i hjørnet med korslagte arme og sure miner, hvis man reelt gerne vil føre konstruktiv politik.
Og ja, vi ønsker en fælles CO2 afgifts model. Den kæmper vores dygtige parlamentarikere for og vil fortsætte med det. Fordi dansk landbrug skal kunne konkurrere med udlandet. Det kræver et fælles udgangspunkt. Ligesom landbrugsstøtten også skal omlægges, så den i højere grad kommer til at gavne de danske klimavenlige landbrug i fremtiden. Især i en fremtid hvor Ukraine kommer til at blive optaget i EU. Alle de her ting kæmper Venstre for. Fordi vi har et kæmpe ønske om fortsat at have et stærkt landbrug i Danmark. Fordi man ingen landmænd hjælper ved blot at servere gratis slush-ice til dem i stedet for at søge indflydelse på vegne af dem. Som et ægte landbrugs parti.
Så, kære danmarksdemokraterne; hop ned af rodeotyren, sæt jer ved siden af os ved forhandlingsbordet og lad os snuppe en ”ansvars-Bejer” bagefter.
Niklas Stenbye
Folketingskandidat, Venstre