Vi kender den alle sammen. Følelsen af at vores økonomi ikke helt rækker til det den skal. Er der nu råd til husleje, mad og drikke? Hvad med de uforudsete udgifter? Skal jeg ikke også snart skifte de gamle slidte sko ud? Kan jeg nu få det hele til at køre rundt?

Den følelse er helt normal. Det er i hvert fald min påstand. Men, det går selvfølgelig ikke, hvis det går hen og bliver en så alvorlig bekymring, at det går ud over andre vigtige prioriteter i livet. 

I en ny rapport fra Finans Danmark kan man læse, at knap hver femte unge mellem 18-35 har svært ved at få økonomien til at hænge sammen. Blandt disse unge svarer syv ud af ti, at dette medføreren forringet livskvalitet. De mener simpelthen, at deres liv er, er tæt på det værst tænkelige. Tænk lige over det. Unge mennesker, som ironisk nok befinder sig på det, man kunne kalde deres livshøjdepunkt, oplever alligevel, at tilfredsheden mangler 

Den her utryghed eller utilfredshed med tilværelsen på baggrund af økonomi tror jeg sådan set ikke kun er et ungdommeligt fænomen. Jeg gætter på, at der er flere familier, hvor tilværelsens herlighed lider gevaldige knæk, når det føles som om, at pungen er for let i forhold til hvad der skal betales for. 

Det glæder mig at bemærke, at over 78% af de unge betragter deres økonomi som forholdsvis sund. Det er jo dejligt. Men hvis nu vi fokuserer på de unge, som er fanget i den her økonomiske utrygheds situation, så er det jo naturligvis nærliggende at spørge sig selv; hvad søren kan vi gøre ved det? 

SF fører for øjeblikket en forventet og strategisk skræmmekampagne omkring SUen. For en stor del af venstrefløjen, og også en stor del af ungdommen, er løsningen jo naturligvis såre simpel. Hæv dog SU’en. Lad os hæve verdens definitivt højeste overførselsindkomst til unge endnu mere. Og indrømmet, jeg kunne da godt selv bruge de ekstra kroner om måneden som den fattige og arme studerende jeg jo er i det her land. Men heldigvis har jeg besluttet at tage mig et arbejde ved siden af mit studie så jeg kan tage en smule ansvar for, at min egen hverdag kan køre rundt.

Nej, jeg synes ikke bare, at automatreaktioner såsom at skrue op for beløbet på den i forvejen dyrecheck jeg modtager hver måned for at passe min uddannelse. En simpel og enkel løsning som jo så ofte finder dagens lys, når man har brug for at se populær ud. Nej, for mig handler det her om noget lidt andet. Nemlig undervisning og oplysning. 

Stod det til mig, så skulle privatøkonomi smides på skoleskemaet. Ikke som fag. Bare rolig. Men som fast integreret del af det at gå i skole. Jeg tror grundlæggende på, at det er sundt, at vi underviser vores unge mennesker (mig selv for ikke mange år siden endda), om hvordan tingene fungerer i den virkelige verden. Nej, jeg forestiller mig ikke, at de unge skal sidde med en forskudsopgørelse og skrive en detaljeret redegørelse for, hvordan Per-Børge kan trække sin madpakke fra i skat. Men jeg forestiller mig, at vi som samfund tager et ansvar for at lære vores unge mennesker at tage ansvar for sig selv og sin økonomi. Hvordan og hvorfor laver man et budget? Hvordan fungerer det egentlig, det der med at få og have penge? Hvad er økonomioverhovedet for en størrelse? Hvilke konsekvenser tilbyder virkeligheden? Det lyder banalt. Det er det også. Men ikke desto mere er det netop derfor, at det giver mening med et større fokus i skolen. 

En anden grund til, at det her er et fremragende forslag, handler om lighed. Lighed i udgangspunkt. Jeg har lykkeligvis været beriget med nogle forældre, som har hjulpet og oplyst mig om livets økonomiske strabadser. Mange har det heldigvis ligesom jeg. Men nogle har ikke. Nogen unge har måske ikke en mor og far, som har nørdet økonomi eller har styr på sin egen. Hvordan skal vi kunne forvente, at de skal kunne tage ansvar for deres egen økonomi, hvis ikke de får en nogenlunde samme forståelse for den som mig f.eks.? Jeg synes ikke det er fair.

Jeg ønsker mig et samfund, hvor vi giver de unge mulighed for at tage ansvar for deres eget liv. At man kan kigge på sin ”trængte SU” og tænke ”Jamen jeg skal da finde mig et job”. At det kan blive ’cool’ at prioritere økonomisk. Frem med Excel arket og find ud af hvad en opsparing er. Det er det vores forældre gør. 

Det kommer til at lyde barskt og usympatisk. Det ved jeg godt. Og der skal heller ikke herske nogen tvivl om, at jeg nærer sympati for mine ’med-unge’, som føler at udgifterne presser. Og nej, SU’en skal da heller ikke fjernes. En sådan rapport, som Finans Danmark er kommet med, kalder da naturligvis på eftertanke. Men, måske har vi behov for at lade os inspirere af gode gamle Karen Wests bog og i stedet sige kollektivt; Ungdom, kend din økonomi!

Niklas Stenbye,