Det handler ikke om karakterer. Det handler om utilstrækkelighed.

 

I en tid, hvor unge oplever stigende mistrivsel, er det afgørende at analysere årsagerne bag denne udvikling. Vi skal anerkende, at perfekthedskulturen spiller en stor rolle i unges mentale sundhed, men løsningen ligger ikke i at fjerne alle krav og forventninger. Vi må ikke begå den store fejl, det ville være, hvis vi pakker vores unge ind i vat. Lad os i stedet genindføre 13-skalaen og ændre vores mentalitet. Kampen imod mistrivsel må ikke blive en undskyldning for alverdens umyndiggørelsesforslag. Flere vil have afskaffet karakterer. Vi skal afskaffe forventninger og krav. Vi skal afskaffe ordet ”mand” fordi nogle bliver stødt, og mistrives i en kultur, hvor den patriarkalske undertrykkelse i værste fald fjerner al håb for en inkluderende fremtid. Vi skal lave særrettigheder for så mange som muligt. Vi skal give mere i SU. Vi skal pakke vores børn ind i vat, for hvad ville der dog ikke ske, hvis det unge mennesker falder på vejen imod voksenlivet.

Jeg siger ikke, at ungdommen ikke har det hårdt. For det har de. Bevares, alle generationer har haft deres former for mistrivsel. Jeg påstår ikke, at livet før i tiden har været en dans på roser for mine forældre og bedsteforældres generationer af ungdom. På mange måder burde nutidens ungdom faktisk være den lykkeligste nogensinde med alle de muligheder og den frihed, som den oplever. Men nutidens unge står bare over for nogle andre udfordringer. Christian Hjortkær beskriver det faktisk meget godt.

Nutidens unge er vokset op med hele verden i hånden, bogstaveligt talt. Den forbandede mobiltelefon har gjort det til en naturlig del af hverdagen at kunne følge med i ALT, hvad der sker rundt om i verden. Hvad end det er klimakrisens konsekvenser for befolkningen i Afrika eller til festen hjemme hos klassekammeraten, som du ikke var inviteret til. Men flere og flere unge fortæller også om, hvordan ”presset” er vokset. Presset om at skulle præstere fagligt men også socialt. Du skal helst score gode karakterer samtidig med, at du er opdateret på de nyeste trends. Du skal møde op til festerne og være god til at skille dig ud i den evige jungle om opmærksomhed. Du skal helst være unik, men du skal undgå at være skille dig for meget ud. Paradokserne står i kø. Og jeg vil faktisk gætte på, at du måske selv kan genkende nogle af tingene.

Men den værste ting, som gennemsyrer ungdommen, er princippet om: ”Hvis bedre er muligt, så er godt aldrig godt nok”. Tyk lige på den. Hvis du har mulighed for at gøre mere, så er du aldrig helt i mål. Umiddelbart lyder det jo selvindlysende. Men for et ungt ansvarsbevidst menneske, så er den sætning en byrde, som hele tiden ligger på skulderen. Jeg tror sådan set også, at det er noget, som mange kan nikke genkendende til. Du har sikkert hørt det før. Det handler om at opnå sit ”fulde potentiale”. Men hvad i alverden betyder det? Hvem ved, hvad ens fulde potentiale er? Nemlig, det gør ingen. Det vil sige, at du kan blive ved resten af dit liv med at forbedre og knokle, fordi du ved aldrig, hvornår du er i mål. ”Når bedre er muligt, så er godt ikke godt nok”. Der er jo ingen, der eksplicit siger, at du skal leve sundere, meeen det er lidt skidt hvis du ikke gør. Ingen siger direkte, at du skal være social og deltage i alt, meeen mon ikke der er noget galt med dig, hvis du ikke kommer til fredagsbar eller ikke opdaterer de sociale medier. Ingen siger det, men forventningen om, at man skal tage ansvar for ”sin egen lykke”, findes som et underliggende påbud hele tiden. Hvis din tilværelse ikke er lykkelig, så har du ikke gjort det godt nok.

Der er mange, som siger, at ungdommen ikke er deres ansvar bevidst. At ungdommen er forkælet og privilegieblind. Den indstilling er jeg splittet omkring. Jeg synes personligt, at min generation er for dårlige til at anerkende, hvor stort et privilegie det er, at vi bor i et land, hvor vi bliver betalt for at gå i skole (i øvrigt et meget stort beløb). Men på den anden side, så tror jeg, at ungdommen faktisk er ekstremt ansvarsbevidste. Måske for ansvarsbevidste.

Ungdommen ved godt, at det kræver en god uddannelse, for at man kan ”blive til noget”. Her taler jeg naturligvis om prestigen ved at gå den akademiske vej. Men på en eller anden måde er de også bevidst om påbuddet, det medfører. ”Kære ungdom, du har muligheden, vi forventer, at du død og pine tager den”. Det er altså ikke tilstrækkeligt at ”nøjes”. Nej, du skal ville det! For ellers bliver du ikke lykkelig. Ellers opnår du ikke ”dit fulde potentiale”. Men også på andre områder er ungdommen dog sit ansvar bevidst. Mange unge er opmærksomme på ansvaret for klimaet, ansvaret for det sociale fællesskab, ansvaret for familien, ansvaret for sin egen fremtid. Og der er sådan set ikke noget galt med at være sit ansvar bevidst. Der er ikke noget galt med at ville klare sig godt i skolen. Problemet ligger i kravet på præstation, men kravet på perfekthed.

Når der tales om mistrivsel, går der sjældent mere end et par sekunder, før ordet ”præstationssamfundet” bliver nævnt. Vi skal væk fra kravet om, at man skal præstere. Vi skal afskaffe karakterer og ikke have noget karakterkrav på gymnasiet. Problemet er, at det ikke er præstation som princip, der er gal med, det er mentaliteten. Og det er her, min pointe ligger. Fordi det er ikke karakterernes skyld, at unge mistrives. Karakterer har eksisteret længe, uden at ungdommen har mistrives. Problemet er, at 12-tallet er blevet det eneste accepterede udfald. Får du 10, jamen så er du god, men du er ikke god nok, fordi bedre er muligt. Med det nuværende karaktersystem starter eleven på 12, hvorefter hver enkelt fejl presser karakteren ned. Men i den virkelighed, så er den allerførste fejl jo lig med en utilstrækkelig indsats... Jeg synes, vi skal genindføre 13-skalaen. 13-skalaen indeholder en måde at vurderer eleverne på, hvor topkarakteren ikke er blevet det naturlige udgangspunkt. Den giver derimod plads til mere nuancerede vurderinger og belønner indsatsen og fremskridtet, selv hvis en elev ikke når det absolutte højeste niveau af præstation. Det kan bidrage til at mindske præstationspresset og den konstante jagt på perfektion, da det giver unge mulighed for at føle sig tilfredse med deres præstationer, selv når de ikke opnår den absolutte topkarakter. De er altså tilstrækkelige, selvom de ikke scorer topkarakteren. Vi må bryde med den idé, at alt er muligt, og at perfektion er det eneste acceptable resultat. Ved at fjerne dette unødvendige pres kan vi give vores unge friheden til at udforske deres egne veje og lære af deres fejl. For hvis vi hele tiden pakker tilværelsen ind i bobleplast, så finder den unge jo aldrig ud af, at det ubehag, det er at falde, faktisk ender med at blive en læring i at rejse sig og finde en ny vej.

 Niklas Stenbye

Folketingskandidat, Venstre

Fhv. Formand, Bornholms Ungeråd