Tillid, frihed og selvbestemmelse skal være det første man tænker på, når man tænker på Danmark.

Jeg er pivhamrende glad for, at jeg bor i et land som Danmark. Vi lever i et samfund, hvor der hersker en enorm trang til at tage ansvar for vores medmennesker. Men måske har vi som samfund, i vores iver efter at gøre det rigtige, glemt, hvor fokusset bør ligge.

Det danske velfærdssamfund bygger på en fortælling om, at vi har en forpligtigelse til at tage ansvar for hinanden i fællesskab. Men hvad er det egentlig for et fællesskab, vi har opbygget? Gennem de seneste 150 år har den stærke stat vokset sig større og større og bevæget sig tættere og tættere ind på livet af os almindeligt dødelige mennesker. Politikerne har i rigtig mange år ladet sig rive med af præmissen om, at den bedste måde at passe på hinanden er, at lave så meget politik som muligt. Og helt ærligt, så betvivler jeg ikke de gode hensigter eller trangen til at gøre en forskel. Men når jeg, som ung mand med livet foran mig, tænker på, hvordan vores samfund fungerer, kommer jeg til at tænke på, om politik i højere grad har handlet om at få borgerne til at tilpasse sig politikernes ønsker, frem for at handle om at sikre borgernes muligheder for at leve efter deres egne.

Tag eksempelvis et emne, som personligt ligger mig meget på sinde; Folkeskolen. Vi har, som samfund, kollektivt bestemt os for, at vi alle skal modtage undervisning. Det er skidesmart. Det er også skideliberalt. Vi skal alle sammen have nogle grundlæggende forudsætninger og viden for at gebærde os i det slaraffenland vi nu engang kalder tilværelsen. Okay, så langt så godt. Så har vi også besluttet os for, at det er relativt klogt at der er en person, som besidder en god portion klogskab og erfaring, som så kan stå for den her undervisning. Dernæst giver det mening, at vi bliver enige om nogle grundlæggende ting, som vi gerne vil have, at vores børn og unge lære noget om. Samfundet, naturvidenskaben, at Pi er lig 3, 1415… (fortsættelse følger) og lidt til. På den måde har vi så skabt en velfærds institution. Sammen med andre institutioner, hvis formål grundlæggende er at tage ansvar for andre mennesker, udgør denne således et slags samfund: Et velfærdssamfund hvis opgave er at stå til rådighed for borgerne, hvis de ønsker det. At være et stærkt sikkerhedsnet for alle, men ikke nødvendigvis det eneste rigtige valg.

Men den her nærmest nationalromantiske fortælling er måske blevet for romantisk. Ja måske kan man endda kalde det for påtrængende.

Når folkeskolen skal overdænges med bunkevis af læringsmålskrav, kompetencemålsætninger, krav om digitale værktøjer, krav om et specifikt antal minutters bevægelse (alment praktiseret ved at blive bedt om at rejse sig op og gå lidt rundt i mit eget tilfælde), ja så er det, at jeg mener, at fortællingen er gået for vidt og, at vi i vores iver efter at gøre det rette, måske ender med at gøre det modsatte. Hvor var tilliden til min dygtige lærer og lederes kompetencer? Hvor er tilliden til, at den enkelte skole godt selv kan indrette skoledagen efter, hvad de personer, for hvem eleverne er nærmest, vurderer der er brug for? Politikerne er blevet glade for at stille ”krav” til det ene og det andet. Ikke af ond mening, det ved jeg. Men skulle vi ikke i stedet stille et krav om, at politikerne i stedet giver ansvaret, tilliden og friheden tilbage til de lokale aktører ude i velfærdssamfundet. Dem som ved, hvordan verden hænger sammen lige netop på den enkelte folkeskole, plejehjem, børnehave, gymnasie og så fremdeles. Det er et grundlæggende herligt princip, at politikerne skal bestemme mindre, og borgerne skal bestemme mere.

I tirsdags løftede Regeringen sløret for et nyt Ældreudspil. Et udspil, som bygger på tillid, frihed og ansvar. At sørge for, at min bedstemor får mest mulig frihed, frit valg og selvbestemmelse er en af de vigtigste ting jeg føler et ansvar for som ung borgerlig politiker og folketingskandidat. Netop fordi, at jeg selv ønsker at kunne bestemme over mit eget liv når jeg en dag har aftjent min egen arbejdsmæssige værnepligt. Med det her udspil, håber jeg, at Regeringen tager hul på en genfortælling af, hvad det er for et velfærdssamfund vi bør have. Et velfærdssamfund, hvor vi ikke er bange for, at udvise tillid til de fantastisk dygtige medarbejdere og ledere, som vi har ude i vores institutioner. Et velfærdssamfund hvor vores borgere føler, at de har mulighed for og frihed til at bestemme hvad for en slags hjælp de har brug for der hvor de er i deres hverdag. Eller frihed til måske at prøve et privat tilbud af. Et velfærdssamfund, hvor systemet tilpasser sig den enkelte og ikke omvendt. Det samfund har vi desværre ikke i dag, og det er en skam.

Misforstå mig ikke, jeg er ikke modstander af velfærd. Jeg er ikke imod at hjælpe de svageste. Jeg er heller ikke imod et samfund hvor staten spiller en rolle i at sikre borgernes velfærd. Jeg ønsker grundlæggende, at vi har et samfund, hvor folk kan føle, at de set og hjulpet. Men for mig handler velfærd om at sikre mest mulig frihed til flest mulige mennesker. At sikre, at de borgere, som uddanner sig til at tage ansvar, også får muligheden for og friheden til at benytte sine egne kompetencer til at skræddersy velfærden for den enkelte ude i deres virkelighed. I stedet for, at det skal være detailstyret inde fra Christiansborgs tykke granitmure.

Lad os frisætte velfærden. Lad os sætte borgernes behov før systemets. Lad os lade borgene tage ansvar for hinanden. Lad os udskifte ”One size fits all” med ”What size fits you?.”

Lad os give hinanden muligheden for at besvare spørgsmålet ”Hvad forbinder du så med Danmark”, med svaret: ”Tillid, Frihed og selvbestemmelse”.

Niklas Stenbye
Folketingskandidat for Venstre.