Kære Venstre Bornholm medlem
Så skal vi ses igen, og denne gang er det med – heldigvis – spænding, at jeg skriver til dig, for det er et spændende emne, der denne gang skal meldes ud om – valg til folketinget, regionen og kommunalbestyrelsen. Det betyder så også, at der er et væld af regler som der skal tages hensyn til, men jeg gør et forsøg – og så håber jeg at du er ”med” når vi når til slutningen.
Jeg må indrømme, at jeg er en smule glad for at kunne melde ud om valgene, for det er dog det, vi i Venstre Bornholm arbejder med – nemlig politik, og herunder er valgene en vital del, da det leder op til alt andet der måtte komme. Valgene kommer hvert 4. år hvorfor det heller ikke er noget vi skriver om ret mange gange, og denne gang er vi nok noget tidligere ude end normalt, hvilket skyldes at vi er kommet i en lidt anderledes situation, men vi vil videre – og se fremad.
Den 1. november 2023 kl. 19.00 mødes vi, og der er tre opstillingsvalg vi skal igennem – og dertil kommer, at det ene kræver at vi også skal have en ekstraordinær generalforsamling, men som Hugo sagde det i en vis udsendelse: ”Bare rolig, du – vi klarer det sammen”
Vi starter kl. 19.00 med det første valg, og det er faktisk ikke kommuneforeningen, men Kredsen der står for denne del. Kredsen står for opstilling til Folketinget, og ja det har vi valgt én gang, men en af de tre vi valgte har meldt sig ud, hvorfor vi skal have foretaget et suppleringsvalg, så vi har 3 på listen.
Kredsen foreslår at vi vælger Birthe T. Bredo til den ledige post, og det spørger vi medlemmer om deres accept af. (Se bilag 1 – det er dagsordenen til første møde)
Dernæst går vi over til næste del, nemlig den ekstraordinære generalforsamling i kommuneforeningen, hvor vi skal have lavet opstillingsprocedure til kommunalvalget (KV25). Dette er nødvendigt vi gør det allerede nu, da vi bagefter skal have valgt spidskandidater til samme. Der er 5 punkter vi skal igennem, og hvert punkt godkendes enkeltvist (se bilag 2 for dagsorden):
Procedure for udarbejdelse af handlingsprogram (/-forløb)
Der nedsættes en arbejdsgruppe i bestyrelsen, der skal udarbejde et handlingsprogram for KV25. Der udarbejdes en tidsplan som kommer til at styre det overordnede arbejde i forbindelse med, og op til, KV25.
Samtidigt udarbejdes der kandidaterklæringer til KV25, og før en kandidat kan opstilles, skal der foreligge en underskrevet kandidaterklæring.
Procedure for opstilling og valg af kandidater
Vores 2 vælgerforeninger kommer med anbefaling af kandidater til kommuneforeningen. Kandidatlisten skal være godkendt på de respektive vælgerforeningers generalforsamling inden udgangen af februar 2025, , og fremsendt til kommuneforeningen senest 3 dage efter.
Ud fra de indsendte kandidatforslag, prioriteres kandidaterne på opstillingsmøde der afholdes i forbindelse med generalforsamlingen i marts 2025.
Opstillingsform og tidspunkt for opstilling
Bestyrelsen udarbejder en procedure og opstillingsform der fremlægges til godkendelse på kommuneforeningens generalforsamling i marts 2025.
Opstilling på én eller flere lister
Det foreslås, at der opstilles på én kandidatliste – præcis som tidligere.
Bemyndigelse til at indgå valgforbund
Der anmodes om, at valgforbund kan indgås i fællesskab af den valgte spidskandidat og Venstre Bornholms formand. Generalforsamlingen anmodes om, at der gives fuldmagt til der kan indgås valgforbund med ikke-socialistiske partier og lister.
Forekommer dette en smule kompliceret? Ja, men det er så reglerne der foreskriver at sådan gør vi – og har gjort det før.
Er der ændringsforslag til den foreslåede procedurer, skal disse være bestyrelsen i hænde senest 14 dage før, altså 18. oktober 2023 kl. 12.00 hvilket skyldes at vi kan sikre os, at de ændringsforslag der måtte komme, er i overensstemmelse med regler og forskrifter.
Når disse ting (forhåbentlig) så er på plads, kan vi gå til det store punkt, nemlig valg af spidskandidater til regionen og kommunalbestyrelsen. (se bilag 3)
Her vil bestyrelsen anmode om, at kandidatforslag fremsendes til bestyrelsen senest 14 dage før, altså 18. oktober 2023 kl. 12.00 (se sidst i denne mail for adresse til fremsendelse), og dette skyldes at vi skal have lavet kandidat-erklæringer klar, sikret kandidaten kan opstilles jfr vore vedtægter m.m.
Forslag kan fremsendes enten af en kandidat-stiller, eller af kandidaten selv.
Når vi mødes 1. november vil/kan en kandidat-stiller begrunde opstillingen, og hver kandidat vil få lejlighed til at præsentere sig selv, og sine tanker/ideer forud for valget. Er der er en kandidatstiller der ønsker at begrunde opstillingen, bedes dette meddelt samtidigt med en kandidat foreslås – af hensyn til planlægning af opstillingsmødet.
For at undgå forvirring omkring datoerne – er samme dato valgt til både ændringsforslag og kandidatforslag.
Jeg har i denne gennemgang udeladt alle formalia omkring de 3 møder, men disse fremgår af vedhæftede dagsordener, hvis du mangler f.eks. valg af stemmetællere osv.
Har du spørgsmål til alt dette, er du meget velkommen til at kontakte os, og vi skal forsøge at besvare spørgsmål bedst muligt.
Vi ved, det er en større omgang vi skal igennem, og derfor også denne uddybende forklaring på hvad der ligger i møderne.
Vi ved udmærket at det er meget vi skal igennem 1. november, men vi har valgt at samle det hele under ét møde for at ulejlige vores medlemmer mindst muligt – og ja, også for at spare på omkostninger til møderne.
Vel mødt den 1. november kl. 19.00
Venlig hilsen
Michael Hornshøj
Når/hvis du vil fremsende ændringsforslag til opstillingsproceduren eller kandidatforslag, så skal disse fremsendes på nedenstående mail (send gerne til begge mails – så er vi lidt mere sikre på, at teknikken ikke driller):
Formand Michael Hornshøj formand@venstrebornholm.dk
Sekretær Aage Larsen aage.larsen@venstrebornholm.dk